CSS design awards

Plantning

Se billede i stor

Før plantning

Plantningen danner grundlaget for hele produktionen, og for os på Østervang er en god plantning og et gennemtænkt kulturanlæg helt afgørende. En fejl ved jordbearbejdning, grundgødskning, proveniensvalg, plantemetode og plante-system kan både blive dyrt og få store konsekvenser for kvaliteten af det juletræ som om 8-10år skal sprede julehygge i en europæisk stue.

GPS-Styret plantning

Plantningen af vore juletræer, sker fortrinsvist ved brug af GPS-styrede maskiner, hvilket giver os en lang række fordele. Ved at benytte GPS, kan vi sikre at planterne sættes i et præcist krydsforbandt, hvor planterne står bedst muligt i forhold til hinanden og enhver plante på arealet har de optimale pladsforhold. Samtidigt betyder den præcise plantning, at der kan være op til 10 procent flere træer på det samme areal.

Den optimerede arealudnyttelse, sikrer en bedre udnyttelse af den gødning som tildeles og ukrudtsbekæmpelsen som foretages. Endvidere giver den meget præcise plantning forbedrede muligheder for efterfølgende at benytte maskiner i plejen af træerne – eksempelvis til en mere effektiv mekanisk renholdelse af kulturen.

Når træerne er plantet med GPS, har vi mulighed for en registrering af hver enkelt plantes præcise GPS-koordinater. Vi forventer at der på sigt kan anskaffes eller udvikles maskiner som gør, at disse koordinater kan anvendes aktivt i plejen af træerne, og hjælpe os til en yderligere reducering i forbruget af gødning og ukrudtsbekæmpelsesmidler.